Vigtige informationer til vore vikarer

 

Vikariater;

Du får naturligvis så meget information som muligt om hver enkelt vikariat inden du begynder. Når du har bekræftet vikariatet, forventer vi, at du møder op til aftalt tid og er veludhvilet og frisk. Husk du skal opsøger den angivne kontaktperson og præsenterer dig som vikar fra Vikar DK. Det er vigtigt at du tilpasser dig arbejdsstedet så hurtigt som muligt, og spørg din kontaktperson, hvis du er i tvivl om arbejdets udførelse.

 

Skulle der mod vores forventning opstå uoverensstemmelser mellem dig og kunden, skal du undgå diskussioner og i stedet kontakte Vikar DK med det samme – vi er din arbejdsgiver.

Vikar DK er sjældent informeret om vikariatets varighed, derfor bedes du meddele os, hvis vikariatets angivne varighed ændres. Vi forventer selvfølgelig, at du står til rådighed for kunden, indtil denne ikke længere har behov for din assistance.

 

Udeblivelse fra arbejdet uden gyldig grund medfører øjeblikkelig bortvisning.

Skulle du blive forsinket af vejret, forstyrrelser af offentlig transport eller lignende, kontakter du hurtigst muligt Vikar DK, så vi kan viderebringe meddelelsen til kunden.

 

Timesedler;

  • Som vikar er det en del af dit arbejde, at videregive oplysninger om vikariatets varighed til Vikar DK.
  • Derfor er du ved hvert vikariats afslutning ansvarlig for at udfylde en timeseddel, som danner grundlag for beregning af din løn.
  • Husk at udfylde timesedlen korrekt.
  • Mht. spisepauser følger du altid dem, der er vedtaget hos den virksomhed, du vikarierer hos – spørg din kontaktperson, hvis du er i tvivl.
  • Husk også, at timesedlen skal være Vikar DK i hænde senest den efterfølgende mandag kl. 16.00 efter arbejdsugens afslutning.
  • Timesedlerne ligger til afhentning på kontoret – det er dit ansvar som vikar, at medbringe dem.

Lønudbetaling;

  • Vikar DK er som arbejdsgiver ansvarlig for løn, arbejdsmarkedsbidrag og feriepenge.
  • Derfor skal vi opbevare dit hovedkort, frikort eller kopi af bikort, så længe du arbejder for os.
  • Det er en forudsætning for lønudbetaling til tiden, at du har afleveret bank/skatteoplysninger til tiden.
  • Timelønnen aftales forud for et vikariat og står i forhold til det arbejde, der skal udføres. 
  • Lønudbetalingen sker den sidste hverdag hver måned, og optjenings perioden er 16 i forrige måned til 15 i udbetalingsmåneden.
  • Lønnen overføres til din bank/-girokonto.

Alle spørgsmål vedr. løn, ansættelse osv. bedes rettes til bogholderi@vikardk.dk 

Husk at meddele adresseændring af hensyn til udbetaling af feriepenge og dels oplysningsseddel til selvangivelse – også efter ophørt ansættelse.

Sygdom;

Hvis du bliver syg eller på anden måde forhindret i at møde til et vikariat, skal du melde det til Vikar DK. Og tænk nu på, at en af dine kolleger skal kunne træde i dit sted! Er du blevet syg så skal du kontakte 24287460 HURTIGST MULIGT OG SENEST 2 TIMER FØR DU SKULLE MØDE PÅ ARBEJDE - RING ALDRIG TIL KUNDEN

 

Tavshedspligt;

Som vikar er du underlagt markedsføringsloven, og du har derfor tavshedspligt om interne forhold, du bliver bekendt med hos såvel Vikar DK som hos vore kunder. Såfremt du under et vikariat bliver tilbudt ansættelse hos kundevirksomheden, har du pligt til at oplyse os det.

Hvis du søger et fast job, skal du henvende dig til Vikar DK og fortælle os om det – aldrig kunden. Vi formidler gerne, hvis du tilmelder dig vor jobbank.

Arbejdstøj;

Mød altid velsoigneret og iklædt relevant arbejdstøj. Er du i tvivl – spørg altid Vikar DK.

 

Transport;

Generelt er transporten mellem dit hjem og aftalte arbejdssted dit ansvar. Dog har vi i særlige tilfælde transportregler og godtgørelser.

En eventuel transportgodtgørelse aftales før påbegyndt vikariat – spørg på kontoret hvis du er i tvivl.

Hvis du ikke i forvejen er indehaver af en køreplan og et bykort, er det en god idé, at anskaffe dig det. Det koster næsten ingenting og er et fremragende hjælpemiddel i din hverdag som vikar.

Mobiltelefon;

Det er ikke tilladt at bruge mobiltelefonen i arbejdstiden, og kan medføre bortvisning.